Charter for Nyholm layout_ls_ny

16/12-17 En af de store stævnet ud på rejsen hvor ingen vender tilbage fra.

I formiddags var vi en håndfuld medlemmer fra Københavns marineforening der var i Holmens kirke for at sige et sidste farvel til en af de store støtter i det danske Søværn. Viceadmiral Jørgen F. Bork blev bisat her til formiddag på en smuk kold formiddag i holmens kirke, hvor Jørgen F. Bork selv havde besluttet hvordan han skulle sige et sidste farvel. Og det var et smukt farvel fra Viceadmiral Jørgen F. Bork ...til os alle der var samlet, hvor han husket os på at der er en tid til glæde, en tid til nedrivning, en tid til opbygning, en tid til krig, en tid til fred, en tid til tåre, en tid til latter og vi blev husket på Morgenbønner for Søofficersskolen hvor det hedder ”Kundskab uden dyd har intet værd, men dyd uden kundskab er for lidet for den, der vil tjene under Danmarks flag”. Viceadmiral Jørgen F. Bork var også et menneske som rørte og berørte mange i hans tid i søværnet og efter, hvor han ikke var bange for at stikke hovedet frem, for som der blev fortalt om Viceadmiral Brok skulle han have sagt til en yngre officer ”hvis man ikke stikker hovedet frem risikere men ikke at få det hugget af” Og det var nok de rette ord, for vi er nød til at give noget af os selv hvis vi vil forandre verden omkring os.
Æret være Jørgen F. Bork minde.

Gestus for afdød sømand

Inspektionsskibet Vædderen lagde dæk til, da aske fra afdød sømand blev strøet i grønlandsk farvand.
18-09-2017 - kl. 09:00

Af Jette Elkjær

Ønsket om at ære sin fars minde bragte i august 22 årige Natacha til Grønland. Hendes far Jesper Houlind havde tilbage i 1990’erne sejlet langs Grønlands kyster som kampinformationsgast på inspektionsskibet Vædderen.

Både som barn og op igennem årene havde Natacha fået fortalt mange historier om livet om bord på skibet, men ikke mindst om de mange fantastiske oplevelser, som Grønland havde givet ham.

De fortællinger og farens glæde ved havet gjorde, at hun ikke var i tvivl, da han pludselig døde i marts: Hun ville følge i farens fodspor og rejse til Grønland for at se landet ved selvsyn. Med på rejsen ville hun medbringe en del af farens aske, som hun efter tilladelse fra Folkekirken ville sprede over grønlandsk farvand.

Aske strøet fra Vædderens dæk
Skæbnen ville, at hendes rejse i Grønland førte hende til Nuuk på præcist samme tidspunkt, hvor inspektionsskibet Vædderen lå i havn for bl.a. at få nye forsyninger om bord. Der var derfor ikke langt fra tanke til handling: Natacha mødte op på kajen; spurgte om lov til at tale med skibschefen for at høre, om skibet kunne hjælpe hende med at sprede farens aske.

Efter et hurtigt opkald til Arktisk Kommando kunne skibschefen, kommandørkaptajn Jesper Lynge meddele Natacha, at skibet med glæde ville hjælpe hende.

Sidst på eftermiddagen samme dag gik Natacha derfor igen om bord på Vædderen – denne gang med sin fars aske, som havde taget rejsen fra Danmark til Nuuk forsvarligt gemt i en æske. Inspektionsskibet lagde herefter fra kaj for at sejle ud i farvandet ud for Nuuk.

Kort tid efter blev Natacha ført til skibets helikopterdæk. Her blev hun mødt af skibschefen samt fem personer fra skibets besætning, som stod klar til at sende den tidligere sømand Jesper Hoilind ud på hans sidste rejse i grønlandsk farvand.

Jesper Houlind døde i en alder af kun 49 år.

Æret være hans minde

Den lydløse dræber, der blev præst

I går mødte vi en man der var drevet af en kraft som jeg personligt sjælden møder ude i samfundet. En mand der var født lige før 2 verdenskrig men som både var med som en af Danmarks første jægersoldater og senere efterretningschef men som også blev sognepræst. De to ting havde jeg meget svært ved at se hvordan de kunne passe ind i en person, lige ind til jeg mødte Pastor Emeritus Steffen Egede Glahn en personlighed som vi havde den ære af at møde i marineforeningen i går aftes. Vi hørte om hans barndom og om hvor stor den kristnetro har haft indvirkning på hans liv og færden. Et meget sjælden møde med en medmenneskelighed som vi i dag godt kan mangle i det danske samfund. Jeg fandt denne artikel omkring vores gæst og den beskriver rigtig godt den personlighed som vi havde besøg af i går. Tak for en god aftens i Marineforeningen.

Den lydløse dræber, der blev præst

Eksistens. Efter 26 år som præst i Munke Bjergby på Vestsjælland træder Stephen Egede Glahn, en af Danmarks første jægersoldater og senere efterretningschef, der var med til at afsløre et hidtil ukendt statskup, nu frem og fortæller om sit dramatiske liv som toptrænet dræber og sognepræst. Der findes ikke noget bedre i denne verden end at være præst, at tage del i andre menneskers glæder og sorger, deres arbejde og fester, fødsel og død, siger han

Der gik mange år, før Stephen Egede Glahn fandt ud af, hvad der er det vigtigste i livet.

Han kom til verden, nærmere betegnet på en gård i Nordsjælland, for 70 år siden. Den spæde Stephen var den yngste af fire søskende, og ’Moster Bess,’ kvindesagsforkæmperen Mary Bess Westenholz, kom ofte i hjemmet. Hun var moster til Karen Blixen, som en aprildag i 1942 skrev: "Det gør mig ondt, jeg føler jo, ligesom Moster Bess med Glahns, den sørgelige forandring, når et lykkeligt lille hjem i ens umiddelbare nærhed med ét slag bliver til en sorgens bolig."

Moderen døde, da Stephen var tre år gammel. Hvorfor moderen havde kaldt ham sin lille ’Oliver Twist’ skulle først mange år efter gå op for ham.

Det begyndte at dæmre en smule, da han blev konfirmeret.

Stephen tumlede som 13-årig med livets store problemer, for hans storesøster var død af tarmslyng, så den Bibel, han fik i konfirmationsgave, læste han flittigt i.

"Jeg fandt styrke ved at læse om, at vi er omfattet af Guds kærlighed, ligegyldigt hvilke lidelser vi kommer ud for," husker Stephen Egede Glahn. "Og da min far under konfirmationsmiddagen læste et digt op, som min mor havde skrevet til min dåb, og som jeg ikke kendte til, følte jeg, at den forbøn, hun skrev om i digtet, virkelig havde virket. Og det gør den stadig, indtil jeg bliver kulet ned under halvanden meter jord."

Hans far var en fædrelandskærlig mand og havde været dragon, så hver gang teenageren antydede, at han kunne tænke sig at læse til præst - han var trods alt tip-tip-tip-tip-oldebarn af Hans Egede, der forsøgte at kristne grønlænderne, og af de foregående syv generationer havde de fem været præster - blev det frarådet. Det var jo også økonomisk set en fordel at komme ind i militæret, for dér blev uddannelsen betalt.

"Derfor kom jeg ind i forsvaret, selv om det havde sine skyggesider. Da jeg var på sergentskole på Kronborg havde vi en sadist som befalingsmand, der psykisk ville have os ned i sølet. Men jeg holdt ud, for jeg havde sat mig for at blive officer. Senere på Hærens Officersskole husker jeg en time, hvor en kadet spurgte læreren om, hvorfor Frankrig brugte tortur i Algeriet. Spørgsmålet blev afvist. Det var ikke noget, vi skulle bekymre os om. Frankrig var jo vores allierede," mindes Egede Glahn, som havde det svært med sin samvittighed. Men han slog sig til tåls med, at man ikke skulle kritisere sine allierede i NATO, for dengang var dansk forsvars opgave udelukkende at forsvare Danmark og Slesvig-Holsten. Og det var for at forsvare fædrelandet, han skulle være officer.

Alligevel manglede livet i militæret en dimension. En feltpræst havde vakt hans interesse for at læse teologi igen, og Egede Glahn fik foretræde for forsvarsminister Poul Hansen for at forhøre sig om muligheden for at melde sig ud af forsvaret før tid.

Svaret var nej, og i stedet blev han sendt i FN-tjeneste som næstkommanderende for et kompagni, der skulle bevogte våbenstilstandslinjen mellem Gaza og Israel. Mens han var i Mellemøsten, læste han en dag om Jægerkorpset, en ny militær enhed i Danmark, der skulle oprettes og landsættes bag fjendens linjer i tilfælde af krig.

"Jeg havde altid haft interesse i små enheders nålestiksaktioner inde i fjendeland, og desuden ville jeg gerne overvinde min højdeskræk. En af opgaverne var at springe ud med faldskærm, og på den måde kunne jeg måske slippe af med min svimmelhed. Det er vigtigt som officer at kende sine grænser og vide, hvordan man reagerer i fare. Man må overvinde sin frygt - ligesom i eventyret, hvor man skal bekæmpe en drage, der står i vejen, for at komme frem til målet."

Jæger nummer 28

Det var svært at kæmpe sig igennem optagelsesprøven, kun hver sjette bestod. Men det lykkedes, og Stephen Egede Glahn blev optaget som jæger nummer 28 i det ny korps af toptrænede krigere. Først skulle han trænes i udlandet, først USA, på et rangerkursus i tre faser, der hver varede tre uger. Det senere så berygtede Fort Benning i Georgia - det var her, blandt andre soldater fra diverse latinamerikanske diktatorer blev trænet - dannede kulisse for det benhårde kursus, der 21 timer i døgnet skulle oplære de danske jægere i at blive lydløse dræbere under de værste vejrlig og omstændigheder. De skulle trænge gennem sumpe i Florida med giftslanger og alligatorer, de skulle forcere floder, og de skulle snige sig over tilsneede bjergpas.

"Temperaturen i bjergene var ved nattetide omkring 40 minusgrader, og en tredjedel af os fik forfrysninger. En enkelt lå på hospitalet i et halvt år," siger Stephen Egede Glahn, der kom gennem ranger-kurset uden mén. Han lærte at håndtere forskellige våbentyper og at dræbe uden våben gennem to timers daglig håndgemæng.

"Jeg skulle igennem mange barske ting, før jeg kom frem til det, der var mit livs mening, og som min mors forbøn gik ud på," siger Stephen Egede Glahn.

I frømandskorpset lærte jægerne at blive ’kampsvømmere’ og uset svømme 10 kilometer gennem oprørt hav med våben og oppakning i en line efter sig. Der var ikke et miligram overflødig fedt på Stephen Egede Glahns krop. Han steg i graderne, blev næstkommanderende i Jægerkorpset efter at have været uddannelsesofficer og trænet de nye jægere. Alt i alt en smuk karriere, hvis næste to trin opad bestod i dels at blive chef for panserinfanterikompagniet i Fredericia, dels udsendelse til Cypern som chef for efterretningssektionen. Det var dengang, der var sket et militærkup i Grækenland, selv om landet var en allieret stat.

Planer om et statskup

"Men selv om jeg var så tæt på, vidste jeg intet om oberstregimets brug af kz-lejre og tortur. Man behøver ikke at have et overblik, selv om man er nær begivenhederne. Ligesom Erhard Jakobsen, der efter en rejse til Sydafrika udtalte, at apartheid ikke eksisterede. Jeg har lært af min tid i forsvaret, at man udmærket kan have et klart billede af en situation, selv om man er langt væk. Det vigtige er kun at have de rigtige efterretninger."

Netop information - efterretninger - blev hans nye job. Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), oberst Erik Fournais opfordrede Stephen Egede Glahn til at få kontor i Kastellet og blive chef for en kontraefterretnings-sektion. Det daglige arbejde på Kastellet, hvor FE holder til, bestod i at holde sig informeret om alt fra polske lystyachters sejlads gennem danske sunde til industrispionage.

"Vi fulgte også flittigt de danske kommunisters forsøg på at infiltrere forsvaret, og hvad der skete i fredsbevægelsen. Dengang kom den primære trussel fra venstrefløjen."

Det mest dramatiske, som Stephen Egede Glahn oplevede som kontraspionage-chef, var planerne om et statskup i Danmark. En dag fik han en plan i hånden, som var en fuldstændig beskrivelse af, hvordan en lille styrke på cirka 500 mand kunne overtage magten i kongeriget.

"Der var to eksemplarer af planen, og pudsigt nok var det fjenden selv, der afslørede den. Det ene eksemplar var givet til diplomater på den sovjetiske ambassade, og her brændte den åbenbart så stærkt i hænderne på dem, at den havnede på mit skrivebord. Jeg gik planen igennem, og i betragtning af, at det var en amatør, der havde lavet den, var den ikke så ringe. Det var faktisk uhyggeligt at læse den. Det var nøje beskrevet, hvordan kaserner skulle angribes, Christiansborg erobres, og hvordan man skulle overtage kontrollen af lufthavne samt radio og tv-stationer," husker Stephen Egede Glahn.

Diplomaterne på USSR’s ambassade afslørede også, at forfatteren til rapporten havde meddelt, at man kunne møde ham en bestemt dato og klokkeslæt ved en trappeopgang i Horsens, hvor han ville stå med en cykel og en cigaret. Man skulle spørge manden: "Har De ild?" og svaret, der skulle bevise, at her stod forfatteren, lød: "Nej, jeg har en cykel."

Men det var ikke en sovjetisk diplomat, der mødte op og fremsagde kodeordet. Det var en efterretningsmand, som troppede op til aftalt tid og anholdt manden. Forfatteren til den detaljerede drejebog for et statskup viste sig at være en frustreret ung mand, der havde været sergent i livgarden. Han var blevet vred på Danmark, fordi han havde opdaget, at Hjemmeværnet, som han nu var medlem af, skulle opløses i tilfælde af en besættelse af Danmark. Den 22-årige mand fik 11 måneders fængsel under en retssag, der foregik så diskret, at pressen ikke fik nys om den.

Men hvor var det andet eksemplar af planen? Jo, sagde diplomaterne på den sovjetiske ambassade, den var ifølge deres informationer givet til DKP, Danmarks Kommunistiske Parti. Og DKP havde ikke overdraget sin kopi til de danske myndigheder.

Igen rykkede en efterretningsmand i felten og fik møde med en af partibosserne i kommunistpartiet. Først lod partisekretæren som om han ikke anede, hvad den civilklædte efterretningsmand sigtede til, indtil han pludselig fik et anfald af klarsyn og trak en skrivebordsskuffe ud. Der lå planen.

Arbejdet som major i efterretningstjenesten var interessant og nyttigt, syntes Stephen Egede Glahn. Men der manglede noget. En dybde. Et mål.

En dag ringede hans bror.

Han havde fået et brev fra en ældre kvinde, som deres mor havde skrevet sammen med for over tre årtier siden.

"Den ældre dame skrev, at vi nok ville finde et brev, som min mor havde skrevet til hende, interessant, og det havde hun vedlagt. Min mor havde skrevet det to måneder efter, at hun havde født mig, og hun skriver i brevet, at jeg skulle have været en abort. Da min storebror fortalte mig om brevet og dets indhold i telefonen; min dødsdom og benådning syv måneder før fødslen, oplevede jeg, hvordan mit liv i løbet af sekunder passerede forbi mit indre øje, og jeg blev så stærkt som nogensinde mindet om, hvor jeg skulle rette takken for mit liv. Min mor satte sit liv ind for at redde mit. Dagen efter modtog jeg brevet med posten og stod nu med dokumentet i mit liv, en livsattest i ordets egentligste betydning, som siden har betydet ufattelig meget for mig. Jeg tolkede det som et spark i retning af, at jeg skulle tage min idé om at blive præst op. Jeg blev overvældet, da jeg læste det."

Min tid er i din hånd, Herre

Sagen var, at lægerne havde tilrådet Stephen Egede Glahns mor til at abortere, da hun var to måneder henne i svangerskabet. Ellers kunne hun selv miste livet som følge af fødslen.

"Men mor levede på sin kristentro og fandt råd i Salmernes Bog, den 31. salme, hvor der står: ’Min tid er er i din hånd, Herre’, og derfor skulle hverken læger eller andre mennesker bestemme over livet, skrev hun. Skriftstedet, skrev hun, gav hende ’mod til at lægge det lille ufødte barn i Hans hånd, hvis veje vi ikke kende.’ Brevet kom til at ændre mit livs forløb, for det var som at få en kærlig hilsen fra min mor. Min mors ord i brevet fik mig til at tænke på Kaj Munks ord: ’At dø! Vi kristne tror dog ej på døden, men på det dybe ord fra Nazareth, at vil du leve, da er det fornøden at sætte livet ind på dødens bræt’."

Stephen Egede Glahn gik stålsat i gang med at læse teologi i fritiden. Når han stod i kø i supermarkedet, repeterede han oldgræske verber, og når han ventede på S-toget, memorerede han kirkehistorie.

"Det betød liv eller død for mig, for fra begyndelsen af har jeg følt, at forkyndelsen af det glædelige budskab var meningen med mit liv. Der findes faktisk ikke noget bedre i denne verden end at være præst, at tage del i andre menneskers glæder og sorger, deres arbejde og fester, fødsel og død. Det er et privilegium," siger Stephen Egede Glahn.

Efter tre års studier fik han embede i Munke Bjergby på Vestsjælland og forlod forsvaret. Samtidig skete der en anden udvikling i ham. Han blev udtalt krigsmodstander og begyndte at skrive læserbreve og indlæg i aviserne, der ikke var til at misforstå.

"Jeg er ikke pacifist, for det er rigtigt at gribe ind over for forbrydelser, men forkert at deltage i en angrebskrig. Jeg er indædt modstander af krigen i Irak, det var en ulovlig krig, og jeg forudså, at det ville gå galt. Der findes meget få retfærdige krige som eksempelvis den mod serbernes folkemord."

Stephen Egede Glahn erkender, at han gennem mange år havde sat kikkerten for det blinde øje, hvad angik USA’s aktioner mod eksempelvis demokratiet i Chile og krigen mod styret i Nicaragua.

"Jeg var også mod Vietnam-krigen, men kunne ikke udtrykke min vrede, fordi jeg var ansat i forsvaret. Jeg måtte skrive læserbreve med ’Hedebonden’ som afsender, for ellers havde jeg ikke kunnet fortsætte min karriere. Og så havde jeg ikke siddet her," ler Stephen Egede Glahn og ser sig om sit nyistandsatte bondehus i Nordsjælland, hvor han nyder pensionistlivet med sin kone Inge.

26 år som sognepræst i det smukt kuperede sogn blev det til, før han måtte holde sin afskedsprædiken med øjne, der bestandig truede med at blive blanke. Først nu vil han fortælle om sin brogede livshistorie, fordi livet blandt hans sognebørn ikke skulle forstyrres af hans fortid, så længe han var præst.

"Det lå i miljøet i forsvaret, at man skulle tænke på en bestemt måde, og desuden havde vi begrænset tid til at følge med i, hvad der skete rundt om i verden. Havde jeg virkelig vidst, hvad USA bedrev af ulykker, ville jeg have haft svært ved at forsvare vores store allierede."

"Egentlig har jeg altid været mod vold, blandt andet fordi jeg selv blev fysisk afstraffet som barn, og det var for mig i høj grad ydmygende. I skolen brugte jeg kun vold for at forsvare min ret til at gå i fred. I dag går jeg ind for ikke-vold, for man bryder voldsspiralen ved at vende den anden kind til. Man skal ikke lade modparten bestemme ens reaktionsmønster. Vi skal vogte vor frihed, og det kræver, at vi er årvågne. Kejserne i Rom holdt folk i ave med brød og skuespil, så de ikke gjorde oprør. I dag er de ting erstattet med fjernsyn og velfærdsgoder. Evangeliet er den eneste instans, der er værd at holde sig til. Jesu forkyndelse er altid kritisk over for enhver religion, den kristne inklusive, og Hans ord sætter tingene i tilværelsen - og én selv - på plads."

Hjertet banker for Nordøstgrønland

Denne torsdag skulle vi høre om Nordøstgrønland som mit og mange andre medlemmers hjerte banker for, det kunne man se på deltager antallet (der var fyldt). Og der er ingen tvivl om at vores foredragsholder Rasmus Rohde også har et nært forhold til Grønland og den grønlandske natur med brede vider og vild natur. Vi startet dog ud med lidt mad som igen blev bragt til marinestuen, denne gang forlorenharer med både asier, ribsgele og en god flødesovs så bliver det ikke meget bedre J

Efter maven var fyldt skulle vi høre om livet i Sirius, og året gang i Sirius. Ikke ret lang inde i aftenen fik vi historien omkring oprettelsen af Sirius og forklaringen på deres våbenskjold med Sirius stjernen hvor hunden er i midten, og alt er omkranset af et hundehalsbånd for at holde sammen på det hele, en historie jeg selv ikke kendte og igen blev der proppet lidt viden ind på første sal J . Men det var ikke det eneste punkt man blev oplyst om, vi lærte alle at en Sirius mand inden han kommer op til Grønland faktisk kender alle navne på bjerge, fjorde, fjordlejre og andre navne der eksisteret i nationalparken så de alle har et fælles sprog når man lander på Daneborg. Vi fik et indblik i alt det arbejde der bliver gjort om sommeren inden alle slæderene tager ud på tur, på et år bliver der kørt ca. 17.000 km på slæder ud fra Daneborg. Dette var og man skal jo passe lidt når man siger det, men denne aften var et af de bedste foredrag som jeg har hørt i Marineforeningen. Ja og jeg er nok lidt farvet af at det omhandlet Grønland men jeg tror at alle denne aften fik mere end de forventet da vi startet kl 18. Efter en dejlig aften blev ankeret hævet og skuden blev igen vendt hjem af. Vi ses igen til enten kammartskabsaften eller til et af vores foredrag.

 

Hvis du ikke er medlem af vores forening er det disse fantastiske aftner du går glip af, men også du kan blive medlem så du kan opleve vores fællesskab. Det eneste det kræver er en mail til formanden på kbhmf@outlook.dk

Vil du nøjes med at se om dette er noget for dig er du mere end velkommen til at kontakte os på mail

Julefrokost i bedste tradition

Så kom vi ind i december og tiden var inde til at afholde vores traditionsrige julefrokost med alt hvad hjertet kan begære, både som fast og flydende kost. Lørdag kl 13 var der mønstring og hele 74 deltager var med til at gøre denne dag både festlig, hyggelig og frem for alt var alle mænd og kvinder med til et kammartskab som kun bliver stærkere efter sådanne en komsammen. Der var snak, der var skål sang og der var masser af mad, igen var det Stig der stod for maden og igen kan jeg nok sige blev ingen skuffet, hjemmelavet rullepølse og sylte så kan man ikke forlange mere. Og efter flere timer i maden blev kaffen serveret og snakken kunne `næsten” ikke blive mere fri, et godt kendetegn for vores marineforening at alle kan snakke med alle og det gør vi til stor glæde for hinanden.  Langsomt over flere timer tyndet det ud i mandskabet og da klokken blev 21 var de sidste på vej hjem og mit egen anker blev hevet op og taxaen tilkaldt, for bilen måtte sove på Holmen til næste dag. Tak til jer alle for igen at gøre vores fællesskab til styrken ved at være med i Københavns marineforening.

Kammartskabsaften

Torsdag i sidste uge var vi igen samlet til en aften med kammartskab, denne aften stod også på optagelse af nye medlemmer så vi igen kunne vokse som lokalforening og forhåbentlige forsætte med at være en aktiv marineforening. Aftenens ret var Kina kartofler og en dejlig stærk krydret kylling ret og efterfølgende kaffe. Og igen kan jeg kun sige gik snakken lystig med masser af gode historier som også satte lattermusklen i gang. Kan man en god historie er der ingen grænser på disse hyggelige aftner. Der blev da også tid til masser af snak ved borderene og oppe i baren, så tak til jer alle der var med til at gøre kammartskabsaften rigtig hyggelige. Vi ses om 14 dage.

En aften med skytterene

Tirsdag er eftermiddagen hvor vi mødes i skyttelavet under Københavns Marineforening. Det er altid hyggeligt at mødes disse tirsdage hvor vi træner i DGI-byen. Og i dag var det også første træning efter vores 100 års jubilæum og igen en rigtig god eftermiddag / aften hvor vi brugte et par timers i hinandens selskab og vi fik også skudt de 25 skud der høre til en trænings aften. Vi kan også altid bruge en ekstra skytte så har du et par timer sådanne en tirsdag kom forbi DGI byen. Vi er der fra ca. kvart over fire og frem til ved seks tiden. Tak for i dag vi ses næste tirsdag.

En spændene aften med alt i træ

Dagen i går var som en børnefamilies kalender er mest godt fyldt, men det var også dagen hvor jeg skulle ind i Marineforeningen til foredrags aften, for at høre Bernt Kure fortælle lidt om sig selv og meget om hvordan Fregatten Jylland blev til det den er i dag.

Og selv om jeg kom for sent til maden og flag hejsning , så nået jeg ind til foredraget og her bliver man ikke skuffet, et er at Bernt har været med til at gøre Fregatten til det den er i dag men vi fik også lige historien om hans tur til Grønland samt Sydafrika inden vi fik hørt en hel masse om hvordan man tager et kølsprængt skib ligger det i en tørdok og til sidst skal ende med et skib uden kølsprængning, den rejse vi kom på denne aften var en spændene historie omkring hvordan ganske få mænd startet projektet og efter man var nået et godt stykke ind i projektet fik støtte af Mærsk og kunne skrue lidt op for renoverings tempoet. Når man høre Bernt fortælling er det med gamle skibe som med gamle biler. Leverer du dem ind til ’værkstedet’ for et lille eftersyn, kan man næsten være sikker på, at telefonen ringer med beskeden: ’Vi har fundet et par andre ting, der nok også burde ordnes! ’. Men et stort stykke arbejde har de udført og fordelingen mellem det gamle og det nye på fregatten er 40/60 hvilket gør projektet til det projekt i verden hvor man har bevaret mest af det gamle skib. En stor tak til Bernt Kure for et meget spændene foredrag, og efter et par timer i marinestuen var det vider ud i mørket hvor kalenderen sige at jeg måtte ud og se den sidste periode af en ishockeykamp som sønnen spillet. Tak for en god aften og vi ses næste gang.

Et besøg i Skyttelauet

Så skulle man luftes og prøve at skyde en sådanne tirsdag eftermiddag, efter lidt prøv at find et skyttelau, fandt jeg dem helt omme bag ved i lokalerene, Efter lidt snak og hvornår var det lige man sidst havde skudt øøøøøø mange år siden, gik turen ned til skydebanerene og efter kyndig instruktion / hjælp fik jeg også skudt og lærte at når man har briller med flydende overgang skal man lidt have styr på hvor man kikker og også hvordan man sætter sine ben. Efter et par timer gik det hjemad igen med lidt lærdom omkring skydning. Mon ikke vi ses igen på Tirsdag.

USA roser Danmark for Libyen-operation

USA roser på det Hvide Hus’ hjemmeside Danmarks indsats for at fjerne resterne af kemiske våbenlagre fra Libyen. Danmark deltog i den dansk-ledede operation RECLIB med DFDS’ fartøj Ark Futura samt støtteskibet Absalon. De cirka 500 tons våbenrester forlod Misrata den 27. august.

”Vi takker Organization for the Prohibition of Chemical Weapons, OWPC, og medlemmerne af det internationale samfund for at enes om hurtigt at fjerne rester af Libyens kemiske våbenlagre. Vi sætter pris på den vigtige rolle, Danmark, som har ydet maritimassistance til sikkert at fjerne kemikalier fra Libyen, samt den betydelige støtte fra Tyskland, Storbritannien, Canada og Finland”, siger en talsmand for USA's National Safety Council.

USA hjalp med at organisere og støtte gruppen. Det var den samme koalition, der stod for fjernelsen af kemiske våben fra Syrien i 2013 og 2014. Dengang deltog ud over Ark Futura de to danske flådeskibe fregatten Peter Willemoes og støtteskibet Esbern Snare.

Ark Futura er netop nu på vej ind i tysk farvand vest for Bremerhaven med Absalon som fast følgesvend.

Kilde: Det Hvide Hus.

Kemiske stoffer fjernet fra Libyen

Klokken 19.10 den 27. august forlod støtteskibet Absalon sammen med et chartret DFDS-skib libysk farvand. I tæt samarbejde med internationale samarbejdspartnere har den danske flådestyrke medbragt resterne af Libyens kemiske våbenprogram.
Chef for styrken, flotilleadmiral Torben Mikkelsen, udtaler fra Absalon:

...

- Jeg er glad og stolt over, at det er gået efter planen. Selvom tiden til planlægning har været kort og intens, er det på rekordtid lykkedes at få alle aftaler på plads, og mandskabet har løst deres opgaver meget professionelt.

Operationen startede klokken 05.00 natten til lørdag den 27. august, da Absalon krydsede ind i libysk territorialfarvand. Klokken 09.00 anløb DFDS-fragtskibet Ark Futura havnen i Misratah og mødtes der med de libyske samarbejdspartnere, der har haft opgaven med at sikre både havn og last. På overskuelig afstand fra havnen lå Absalon og et britisk flådefartøj klar til at støtte, hvis problemer skulle opstå.

- Det er under afhentningen af containere fra havnen, at den største risiko for fejl har været. En havn er et åbent område, og når vi ikke selv har haft folk på jorden inden afhentningen, vil der være en smule nervøsitet. Men vi kan konstatere, at materialerne var til stede, og at sikkerheden var på plads, siger Torben Mikkelsen. Efter sikring af området og undersøgelse af materialet blev resterne af Libyens kemiske våbenprogram kørt ombord på fragtskibet. Klokken 18.00 var alle mand ombord på skibene igen og kursen blev igen sat mod internationalt farvand.

- Det lyder simpelt, men der er mange ting, der kan gå galt under sådan en operation. Der kan være problemer med containerne, og der kan være problemer med sikkerheden. Men både vores folk på jorden og vores operatører ombord var årvågne og professionelle, siger Torben Mikkelsen.

Styrkechefen, der til daglig er chef for Søværnets Taktiske stab, understreger, at en essentiel del af det danske søværns succes med afhentningen er det tætte samarbejde med både danske og internationale samarbejdspartnere: Medarbejdere fra SKAT, Beredskabsstyrelsen, Hæren og Flyvevåbnet har alle bidraget med ekspertise og hårdt arbejde. Desuden har operationen involveret rådgivere fra Finland og den britiske flåde.

Nu eskorterer Absalon fragtskibet Ark Futura mod den havn, hvor stofferne skal afleveres til destruktion. De nærmere omstændigheder i forbindelse med afleveringen vil blive beskrevet, når det sikkerhedsmæssigt er forsvarligt.

Sendemands Møde_referat_2016

Årsberetning_2015_Danmarks_Marineforening